Ingredienser
Rabarberkompot:
375 g rabarber
125 g sukker
½ tsk. vanillesukker
1 blad husblas
Iscreme:
3 pasteuriserede æggeblommer
60 g flormelis
½ tsk. vanillesukker
5 dl piskefløde
Pynt: Små sukkerkogte rabarberstykker
Tilbehør: Sprøde småkager
Beskrivelse
Rabarberkompot:
Læg husblasen i blød i koldt vand. Rens og snit rabarberne og bring dem langsomt i kog i en gryde sammen med sukker og vanillesukker. Lad dem småkoge ved svag varme uden låg i 10-15 minutter, til de er møre. Rør nu og da i dem. Sluk under gryden, kram husblasen fri for vand og smelt den i den varme rabarberkompot. Lad rabarberkompotten køle af uden at stivne.
Iscreme:
Pisk æggeblommer, flormelis og vanillesukker sammen til massen har en luftig konsistens. Pisk fløden let. Rør flødeskum i æggemassen. Vend forsigtigt den afkølede rabarberkompot i iscremen. Hæld rabarbercremen i en fryseegnet beholder og lad den fryse i mindst 4 timer.
Sukkerkogte rabarberstykker:
Som til rabarberkompot, men rabarberne skal kun koge ca. 5 minutter, så de ikke koger ud.
Ved servering pyntes isen med små sukkerkogte rabarberstykker. Kan også serveres med sprøde småkager.